Det kan egentlig siges meget kort: Philipp Kadelbachs “Hindenburg” holder ikke. Det naturlige opfølgende spørgsmål er naturligvis hvorfor, og det vil denne anmelder naturligvis hjertens gerne uddybe. Allerede i åbningsbilledet kan man fornemme noget er skævt - og ikke på den gode måde. Billederne virker ekstremt fabrikerede, og når man indleder med ulykken for derefter at springe tilbage i tiden og fortælle, hvad der ledte op til den uundgåelige slutning, burde det ellers være fordi, man følte sig ret overbevist om sine evner til at genskabe denne begivenhed. Til trods for at filmen er produceret til TV, havde nogle mere vellykkede effekter været forventelige, og i særdeleshed når man tager i betragtning, hvor mange andre muligheder end CGI, der trods alt stadig eksisterer. At filmen indledes på en så klodset måde, fratager den allerede fra sin åbning en del troværdighed, hvilket aldrig bliver genetableret. Har man nogensinde haft den tvivlsomme ære at opleve noget fra studiet Asylum, er vi her i ca. samme kvalitetsmæssige område effektmæssigt, og det gør det ikke bedre, at skuespillet desværre også læner sig mere op ad Asylums produktioner end den tyskproducerede “Der Untergang”. Ret skal være ret, og det er ikke al filmens CGI, der er forstyrrende at betragte. De mere simple sekvenser med luftskibet, der flyver, er ofte ret flotte. Det er, når eksplosionerne går i gang, at skaberne på animationsfronten rammer ved siden af.
Flere af de medvirkende skulle være store navne i det tyske, men deres præstationer her i filmen er ingenlunde i stand til at fremvise deres eventuelle kvaliteter som skuespillere. I stedet fremstår præstationerne unaturlige. Ikke alene er karaktererne dårligt skrevne, men de leveres også med nogle helt abnormt banale og overforklarende formuleringer fra manuskriptets side. Selvom skuespillerne således ikke gives meget at arbejde med, er det alligevel overraskende, at det lykkedes dem aktivt at gøre replikkerne ringere. Omgivelserne er grundigt gennemarbejdede og burde skabe autencitet, men der er noget i den måde, skuespillerne videregiver deres karakterer på, der fratager filmen al ægthed. Her er ikke alene tale om hovedrolleindehavere Maximilian Simonischek og Lauren Lee Smith, men også de mange bikarakterer, der alle som en misser. Det virker helt usandsynligt, at der ikke blandt en så stor gruppe af skuespillere, er nogle med større indlevelse, men jeg mistænker produktionen for at have tvunget mange af skuespillerne til at genskabe en stor del af deres replikker i et studie efter optagelserne, og det er muligvis med til at ødelægge nogen af præstationerne. Det er i mellemtiden blot gætterier, og uanset hvad årsagen måtte være, resulterer det i en film, der er meget hård at sidde igennem. Særligt fordi den varer intet mindre end 3 timer.
Den mastodontiske spilletid kan snildt være passende til en spillefilm af den rette kaliber. Her er imidlertid tale om en tv-film og tilmed en ikke særlig vellykket en af slagsen, og det gør filmen til en meget hård oplevelse at sidde i gennem. Når man har at gøre med en film, som alle seere vil vide, hvor er på vej hen, skal der virkelig lægges arbejde i at gøre karakterer og plot interessante. Karaktererne har denne anmeldelse allerede været omkring. Plottet er desværre også en tynd kop te og giver ikke mulighed for megen spænding. Filmen forsøger til dels at skabe et billede af nogle pengegriske bagmænd, der vil ofre hvad som helst for at tjene penge og vil til dels også sætte igang i spændingen gennem en plottråd, der omhandler de mange mulige årsager til, at ulykken skete. Sidstnævnte plotelement forsøges også linket til den verdenskrig, der stod for døren i slut 30erne, og selvom undertegnede ikke skal gøre sig til ekspert på området, virker nogle af spekulationerne heri grinagtigt overdrevne. Filmen lader til at have haft enorme ambitioner, og der er utvivlsomt nogle smukke storladne billeder undervejs, men i sin iver efter at være en storfilm, glemmer filmen at give sine karakterer og sin historie reelt liv. Filmens klimaks er overraskende nok ligeså uengagerende og sløset udført som den øvrige film, og de elendige CGI eksplosioner bliver her for alvor tydelige.
Det er ikke første gang, undertegnede beklager sig over film, som baserer sig på virkelige begivenheder for at bruge det som en undskyldning for ikke at bringe noget interessant til bordet. Med “Hindenburg” er den dog gal igen, og folkene bag synes totalt at have forglemt, hvor væsentligt et godt manuskript er for at underbygge en film. Særligt er det problematisk, at denne anmelder ingen sympati fandt med karaktererne, når man skal være i selskab med dem i hele 3 timer, og det gør filmen til en aldeles kedelig og tung sag at komme igennem.
1/6
