Woody Allen har en forkærlighed for særprægede karakterer og leverer endnu en gruppe af disse i “Small Time Crooks”. Hvad der er en ret brilliant tilføjelse til denne fortælling er, at fokus er rettet på det kulturelle sammenstød mellem den verden Ray eksemplificerer og den højkulturelle rigmandsverden. Da de to verdener ramler sammen, giver det anledning til nogen af filmens fineste momenter. Hugh Grants karakter David er hovedrepræsentanten for den “nye” verden, Frenchy længes efter, og som Ray har svært ved at udstå. De momenter, hvor overvejelser omkring det at være rig og længslen efter det, Ray ser som et simplere liv, hvor han ikke har alt, hvad han ønsker sig, er filmens stærkeste. Det er endvidere her filmens tungeste pointer ligger begravet, og i modsætning til Allens “Mighty Aphrodite” har denne film en mere tilstedeværende understrøm af noget relevant. Der er med andre ord en smule mere at komme efter i denne fortælling end alene humor. Samtidig er romantikken ikke nær så tilstedeværende her som i andre af Allens film, hvilket fratager den en smule af den Allenske charme, undertegnede så småt er begyndt at forvente.
Filmens form er, hvor jeg har de største problemer. Det hele virker endnu engang frygtelig skemalagt, og atter engang skal mange af plottrådene udreddes i nogle frygtelig lange dialoger fra Allen. Det hele føles en smule repetitivt, og det gør, at filmens underholdningsværdi formindskes en del. Det er naturligvis uretfærdigt at bedømme filmen udfra andet end dens egne meritter, men en vis metaltræthed med Allen begynder denne anmelder alligevel at føle, og det gør filmen mindre spændende at sidde igennem. Mandens skuespil er problematisk, fordi det over tid har en tendens til at blive en knivspids ensformigt. Selvom hans evner for humor er gode, er de mange hovedkarakterer, han har fremstillet, en smule for ens i såvel temperament som sære formuleringsevner. Det er svært igen og igen at finde sympati for så enslydende karakterer, og selvom mandens karisma bærer ham langt, er der også grænser; i hvert fald når det kommer til hans nyeste produktioner. Det afhænger meget af den individuelle seer, men for nogle vil det være svært ikke at føle, at hele pointen med filmen i højere grad er at fortælle jokes, end det er at fortælle en historie. Sådan er undertegnedes oplevelse under alle omstændigheder.
“Small Time Crooks” er på mange måder en skizofren oplevelse. På den ene side har den stadigvæk en smule af den charme, som er blandt Allens varemærker. På den anden side efterlader den sin seer med en lettere tom fornemmelse. Årsagen til den splittede oplevelse skal nok findes i, at den kære instruktør og manuskriptforfatter i dén grad kender sit håndværk og derfor laver solide film, hvilket som udgangspunkt er glædeligt. Den mere negative side af oplevelsen stammer formentlig fra den følelse af gentagelse, der for undertegnede hviler over flere af Allens film. Tilsæt dertil at filmen har mere kant men mindre dygtige kræfter foran kameraet og det hele ender i middelmådighedens land, hvilket er en stor skam, fordi Allen kan præstere langt mere end den middelmådighed, han disker op med her. Desværre ikke nogen mindeværdig oplevelse.
3/6
