Det hele er en smule lyserødt i det univers, Woody Allen bygger op i denne film. Selvom en af de centrale karakterer har haft et meget hårdt liv, bliver det viftet til side med en håndbevægelse og forsøgt forandret. Karaktererne har undertiden fejl og gør alle sammen dumme ting, men synderligt dybt graver Allen ikke. Er det et problem? Både og. Filmen er en romantisk komedie kombineret med en kant af mystik. Således er det knapt så svært at tilgive filmen sin let overfladiske tilgang til sine temaer og fokusere på det væsentlige for denne type film. Romantikken og humoren fungerer langt hen ad vejen, og det er, hvad der er målet i langt højere grad end noget andet. Der er en charme og genkendelighed over Allens univers, og det klæder filmen. Replikkerne rammer ofte plet, og særligt når Allen selv leverer dem fungerer humoren. Problemet med det hele er imidlertid, at det er svært for undertegnede rigtigt at engagere sig i karaktererne. Allen tager så mange forbehold i forhold til historien, at man bliver meget bevidst om, at man ser en film og således ikke lever sig ind i karaktererne på samme vis, som man ville i andre film. De forbehold der henvises til er eksempelvis repræsenteret ved det mystiske element, der er inkluderet i form af nogle figurer fra græsk mytologi. Disse figurer medvirker til at fortælle historien, og i samspil med nogle replikker, som har en tendens til at spille mere på humor end karaktermæssig troværdighed, er det, at denne seers distancering opstår.
Med det sagt er der ingen tvivl om, at Allen er en dygtig filmmager. Hans stil er nedspillet og fremstår for undertegnede som en smule nostalgisk, særligt fordi den kombineres med et jazzet musikalsk underlæg, der styrker denne stemning. Som skuespiller er Allen heller ikke dårlig. Han er en fremragende komiker. På den måde at hans repliklevering ofte er lige i øjet og helt hans egen. Problemet opstår i sammenspillet med de øvrige karakterer, hvor han til tider virker totalt afsondret fra situationen. Med andre ord savner denne anmelder til tider en smule reelt drama fra manden. Lykkeligvis er det supporterende cast yderst kompetente, og eksempelvis viser Helena Bonham Carter her hendes talent frem. Helt modsat mange af de (bevidst) over the top hysteriske roller, hun har leveret i Tim Burtons “Alice in Wonderland” og de seneste film om Harry Potter, er hun her i stand til at levere en nedtonet og sober præstation over for Allen. I forbindelse med denne films oprindelige udgivelse var den mest omtalte medvirkende velsagtens Mira Sorvino, der i rollen som den prostituerede pornoskuespillerinde Linda Ash gør sig rigtig godt. Indledningsvist havde denne tilskuer en smule svært ved hendes let skingre stemme, som fik karakteren til at fremstå en smule for karikeret. Undervejs lykkedes det imidlertid Sorvino at udvikle rollen udover dennes sjove replikker. Sorvino vandt i øvrigt en oscar for sin præstation i filmen.
Nærværende film er ingenlunde nogen overvældende oplevelse, men som charmerende lille komedie fungerer den fint, og hvad der gør den stærkere end andre komedier, er, at den har personlighed og derudover rent faktisk er i stand til at være romantisk og humoristisk i modsætning til så mange andre romantiske komedier, som mener at have disse kvaliteter. Det er også rart at se en film, hvor Allen ikke skaber en gimmick for sig selv, som han gjorde i de senere “Curse of the Jade Scorpion” og “Hollywood Ending”, hvor han har henholdsvis hukommelsestab og midlertidigt bliver blind. Her er det umiddelbart mere essensen af Allens udtryk, der kommer frem på skuespilsiden. At filmen derudover er et fint stykke filmarbejde og blandt andet har nogle overraskende og velkoreograferede dansesekvenser er blot med til at tilføje til den sære cocktail, der er en Woody Allen film. Det største problem for filmen er i sidste ende, hvad der allerede er nævnt. Det faktum, at man som tilskuer i høj grad holdes i bevidstheden om, at man betragter en film, gør, at historien ikke for alvor trækker ind de mange gode elementer til trods.
4/6
