Don't Be Afraid of the Dark

For mere end 100 år siden forsvandt kunstmaleren Emerson Blackwood og hans søn under mystiske omstændigheder fra deres hjem, Blackwood Manor. Tilbage til nutiden har Alex (Guy Pearce) og hans nye kæreste Kim (Katie Holmes) købt ejendommen, og de påbegynder et større renoveringsarbejde for at genskabe det unikke palæ. Med sig har de Alex's datter Sally (Bailee Madison), der bestemt ikke er glad for de nye omgivelser. Sally begynder at høre gådefulde lyde, og tingene eskalere, da hun til faderens store overraskelse opdager Emersons forladte kælder. Sally begynder at høre væsener kalde på hende om natten, og om dagen begynder en række uforklarlige begivenheder at gøre livet surt for den i forvejen problematiske Sally. Hendes far har for travlt med renoveringsarbejdet til at lytte til hans fortvivlede datter, men Kim begynder at undersøge Sally's påstande, og det går langsomt op for hende, at mørket gemmer på en grufuld hemmelighed.
Guillermo Del Toro Presents

Ligesom det længe har været tilfældet med store navne som f.eks. Quentin Tarantino og Steven Spielberg, så lader flere og flere film til at få det eftertragtede stempel ''Guillermo Del Toro Presents''. Men med så smukke film som ''Pan's Labyrint'', og for den sags skyld ''Hellboy'', på repertoiret, er det ikke så mærkeligt, at resten af Hollywood ønsker at drysse sig selv med en smule af Del Toros magiske tryllestøv. Men hvor nogle af disse prestigefyldte stempler fremstår som letkøbte reklamer, så fremstår de film som Del Toro producere, som regel ligeså stærke og originale som de film han selv instruerer og skriver. Dette gør sig desværre ikke gældende for hans seneste film "Don't Be Afraid of the Dark'', der på trods af hans velkendte fingeraftryk, blegner i sammenligning med tidligere projekter.

Debutanten Troy Nixey

Ifølge Del Toro er hans film stærkt inspireret af den walisiske gyserforfatter Arhur Machen, der blandt andet beskrev feer og gnomer som nogle mørke og urgamle væsner, der mest og alt blev betragtet som skadedyr. Det er denne dunkle forestilling der er omdrejningspunktet i "Don't Be Afraid of the Dark'', hvor en horde af små gnomer chikanere den frustrerede Sally. Filmen er en genindspilning af John Newlands forholdsvis ukendte tv-film fra 1973, som skræmte livet af Del Toro som barn. Del Toro har siden 1993 forsøgt at stable et remake på benene. I 2009 blev hans drøm så endelige til realitet, og instruktørvalget faldt på debutanten Troy Nixey. Nixey blev håndplukket af Del Toro selv, på grund af hans smukke kortfilm ''Latchkey's Lament'', der visuelt set læner sig tæt op af Del Toro unikke stil. Men selvom filmen rent visuelt rammer stilen fra f.eks. ''Børnehjemmet'', så efterlader "Don't Be Afraid of the Dark'' ikke et ligeså stærkt indtryk. Måske skulle Del Toro alligevel have overladt instruktørtjansen til ham selv?

Manglende uhygge & bundløse plothuller

Filmen største problem er den manglende uhygge. Filmen lægger ellers hårdt ud med en grafisk intro, fyldt med hårrejsende øjeblikke og stemningsmættet uhygge. Men som historien langsomt skrider frem, fejes den mystiske uhygge til side til fordel for rendyrket monstergøgl. Det ukendte vil altid fremstå mere uhyggeligt end det der kan ses med det blotte øje, og derfor fungere de små gnavere også bedst, når de gemmes væk i mørket. De er ganske enkelt ikke skræmmende nok uden mørkets dække, og det som skulle fylde publikum med gru og frygt, ender med en bliver en semi-komisk oplevelse på lige fod med ''Gremlins''. Udover den manglende uhygge så plages manuskriptet af et par irriterende plothuller, ligeså dybe som husets bundløse askebrønd. Eksempler på disse huller er mange, men et af de mest grelle eksempler herpå er scenen, hvori det lykkedes for Sally at mase en af modbydelige gnavere med en bogreol, hvorefter hun ikke bruger det udtværede kadaver til at bevise hendes påstand. En mast gnom er vel det tætteste men kommer på et klokkeklart bevis, eller hvad? Ligeså frustrerende er det, at væsnernes angreb på gartneren ikke efterforskes af hverken myndighederne eller husets nye ejere. Helt ærligt, manden havde en saks i ryggen, og tydelige tegn på overfald, men alligevel er alle tilsyneladende tilfredse med gartneres tvivlsomme forklaring om, at der blot var tale om en ulykke. Det holder altså ikke!

Heldigvis gør skuespillerne det bedste de kan for ikke at lade sig slå ud af deres persongalleriets ofte ulogiske tankegang. Den dengang kun 11-årige Bailee Madison er filmens ubestridte stjerne. Hendes præstation som den sårbare og frustrerede Sally er så overbevisende, at jeg selv fik lyst til at redde hende fra de dæmoniske plageånder og ignorante far. Og Apropos far, magen til usympatisk og intolerant faderskikkelse skal man virkelig lede længe efter. Hans konstante benægtelse af Sally påstande bliver meget hurtigt trættende. I stedet for at udnytte Guy Pearce's talent, så nedgraderer Del Toro's manuskript ham til en afvisende nej dukke, hvilket altså er en skam. Helt så slemt står det ikke til for Katie Holmes, der spiller rollen som Sally's stedmor Kim. Men selvom Kim karakteren råder over et bredere følelsesregister end den stivnakkede Alex, så opnår hun aldrig den samme emotionelle slagkraft som den overlegne Madison.

Uskarp monsterfilm

"Don't Be Afraid of the Dark'' er en stilsikker og men genreforvirret film. For hvad der starter som en lovende og intens gyseroplevelse, ender med at blive en flot, men uskarp monsterfilm. Efter al min snak om den visionære Del Toro, kunne det nemt lyde som om, at jeg forsøger at umyndiggøre Troy Nixey's indsats. Dette er dog ikke min hensigt. Nixey gør en imponerende debut, og hans manglende brug af billige bøh- og splat-effekter er et frisk pust i en tid, hvor gysergenrens ædle håndværk ofte reduceres til en håndfuld grafiske chokeffekter. Men hans effektive og visuelt stærke instruktion, kan desværre ikke løbe fra det gennemhullede manuskript. Filmen har bestemt sine underholdende øjeblikke, og jeg har på ingen måder fortrudt, at jeg rakte hånden i vejret da anmelderkopien skulle uddeles. Men når det så er sagt, så havde jeg forventet mig mere af en film med det lovende kvalitetsstempel ''Guillermo Del Toro Presents''.

''Don't Be Afraid of the Dark'' præsenteres i et 1:85:1 1080p AVC MPEG-4 transfer, der leveres på en BD25 skive, med en samlet data størrelse på 22,8GB. Gysergenren er som udgangspunkt afhængig af et transfer, der formår at håndtere mørkets subtile nuancer - og dette gælder naturligvis også for en film med den bælgmørke titel "Don't Be Afraid of the Dark''. Instruktør Troy Nixey og producer Del Toro er begge tilhængere af, at manglende sigtbarhed er lig med øget uhygge, og hvis dette er tilfældet, så er denne film forbandet uhyggelig. Den sorte farve er den dominerende faktor i farvepalletten, og transferet præsenterer de mørke farver på overbevisende vis. Selv de allermørkeste scener, er rig på skyggerige detaljer og nuanceforskelle. I enkelte tilfælde fremstår den sorte farve for fremherskende, men som regel lykkedes det for transferet at tæmme mørkets kræfter. Husets interiør består af indbydende og varme efterårs farver, mens udendørsoptagelserne præges af kolde gråblå toner. Dette er et bevidst valg fra Nixey's side, da han ønsker at lokke publikum ind i huset, frem for at skabe en befriende følelse udenfor husets ellers så trygge rammer. Transferet hersker ikke kun over et nuancerigt farvespektre, også detaljegraden ligger blandt de bedste jeg har set på så mørk en film. Blackwood Manor er med sine mange udskæringer og historiske møbler rig på detaljer. De små CGI væsner er ligeledes fyldt med lækre effekter såsom forjasket hår og opslugende øjne, og deres læderagtige hud er rig på fede teksturer. Nixey's æstetiske udtryk fortjener et solidt billed-transfer, og det er nøjagtig hvad der leveres på denne udgivelse.

Lyden leveres af et engelsk 5.1 DTS-HD Master Audio lydspor. En mørk film som "Don't Be Afraid of the Dark'' er dybt afhængig at et lydspor, der effektivt kan guide publikum gennem de uoplyste passager. Fra start til slut indhylles lytteren i en fed og klaustrofobisk lydboble, der først sprænges under rulleteksternes ankomst. Som jeg også pointerede i anmeldelsen, så skrider filmen fra at være en uhyggelig gyser til en 'in-your-face' monsterfilm, hvilket naturligvis også påvirker lydsporet. I starten råder lydsporet over et bredt sortiment af små subtile effekter, såsom den hæse hvisken fra husets ventilationsskakte. Men som historien skrider frem, overtages de atmosfæriske effekter langsomt til fordel for effekt-orienterede monster action. Denne transition fungerer ikke gnidningsfrit i filmen, men lydsporet nyder til derimod godt af filmens foranderlige attitude. Marco Beltrami og Buck Sanders intimiderende soundtrack harmonerer fremragende med de øvrige effekter, og centerkanalen levere letforståelige dialog fra mennesker såvel som gnomer. Alt i alt et fremragende lydspor, der uden problemer kan måle sig til udgivelsens visuelle modstykke.

Ekstramaterialet består af fire features, der med en samlet spilletid på kun 15 minutter, giver et kortvarigt indblik bag kulisserne. Selvom disse features alle sammen afsluttes indenfor tre minutter, så er de forbavsende indholdsrige. Vi får blandt andet et indblik bag filmens CGI, Blackwood Mansion settet og vi får svar på hvorfor Del Toro valgte at kaste sig over genindspilningen af en 40 år gammel tv-film. På trods af materialets informative indtryk, så savner jeg dog alligevel nogle flere dybdegående features, som f.eks. et kommentarspor med instruktør Troy Nixey og Del Toro.

''Don't Be Afraid of the Dark'' er ikke den fødte kultklassiker som jeg ellers havde håbet på. Filmen er visuelt bedårende, og Troy Nixey formår langt henne af vejen, at skabe en stilsikker gyser fra den gamle skole. Men det manglende gys og gennemhullede manuskript, ender desværre med at punktere filmens kultklassiker drømme. Teknisk set er udgivelsen et positivt bekendtskab. Kvaliteten af ekstramaterialet er som udgangspunkt også hæderligt, men mængden heraf er kritisabel. ''Don't Be Afraid of the Dark'' er ikke en decideret dårlig gyser, bestemt ikke - men hvis man sammenligner filmen med Del Toro's tidligere projekter, så blegner hans grå dæmoner hurtigere end filmens uhygge.