Samme dag næste år

Emma (Anne Hathaway) og Dexter (Jim Sturgess) tilbringer natten efter deres dimission sammen. Hvert år på samme dag viser filmen os herefter, hvor de to mennesker er i deres liv, og således får vi glimtvist indblik i deres frem- og tilbageskridt, som tiden går.

Det er ironisk, at anmeldelsen af denne film kan indledes på samme måde som undertegnedes nylige anmeldelse af “Hostel: Part III”, for det grundlæggende koncept i “One Day”, der har fået den relativt passende titel “Samme dag næste år”, er ganske interessant. Desværre smider Scherfigs film meget af dens anderledes udgangspunkt på gulvet ved at udfylde det med nogle frygteligt stereotype karakterer. De to hovedroller er til tider nær ved at udvikle sig til mennesker, men bliver det aldrig rigtigt. Minusset ved formen er, at man mister muligheden for at grave ned i de kriser, karaktererne støder på, og således bliver det i sidste ende udelukkende kærlighedshistorien, der kommer i fokus. Det lyder muligvis som drømmescenariet for romantikerne blandt læserne, men i praksis bliver det en smule tamt og resulterer som nævnt i nogle karakter, som aldrig for alvor får den kant, som i udgangspunktet ellers er til stede.

Lone Scherfig skal dog have, at hun kan sit håndværk. “One Day” er utrolig smukt sammensat, og overgangene mellem de forskellige år fungerer på det visuelle plan fint. Der er en lethed og en bevægelsesfrihed i hendes omgang med mediet, og det resulterer i, at filmen trods sine fejl ikke er kedelig at sidde igennem. Hvad der yderligere hjælper på underholdningsværdien er, at filmen ikke forbliver så forudsigelig som genren ellers ofte får en til at antage, og der er nogle mørke twists undervejs, hvoraf det sidste af disse rent faktisk også bliver udforsket mere i dybden end de foregående. Enkelte replikker undervejs er også nævneværdige på den positive side, og fra tid til anden rammer David Nicholls’ manuskript rent faktisk plet med nogle enkelte steder skarpe replikker. Modsat er der også steder, hvor banaliteten som sagt tager overhånd. Jeg har allerede tidligere etableret, at det nærmeste, filmen kommer fuldgyldige mennesker, er de to hovedkarakterer Emma og Dexter. Det skyldes særligt Anne Hathaway og Jim Sturgess, som begge er dygtige skuespillere, hvis evner rækker længere end det, de får mulighed for at fremvise her. Ikke desto mindre får de begge lov at vise deres karakterer over en ret lang årrække, og særligt i filmens sidste kvarters tid får vi et par scener, der har henholdsvis mere charme og sorrighed, end resten af filmen tilsammen har formået at levere. Det er en skam, at disse gode takter ikke fremvises noget tidligere, men det løfter alligevel filmen en smule i modsætning til mange andre film i genren, som ofte taber pusten eller ryger i skabelon-fælden i de afsluttende momenter.

Der hersker i denne anmelders sind ikke nogen tvivl om, at nærværende film er Sherfigs “An Education” underlegen særligt på manuskriptplan, hvor der synes at være skøjtet lidt for let henover portioner af filmen. Alligevel må man glæde sig over en dansk instruktør, som forsøger sig med lidt forskellige former og ikke blot finder sig til rette i en genre eller endnu værre skabelon, hvor vedkommende mener at gøre sig bedst. I stedet skyder Lone Scherfig højt og misser måske målet en smule, men hun leverer alligevel en film, der har sine lyspunkter og atter engang giver Anne Hathaway mulighed for at stråle i en lidt skæv rolle. Denne tilskuer kunne godt ønske for skuespillerinden, at hun ville forsøgte sig med en endnu mere skæv og mere kantet film, da hun både her og i “Love & Other Drugs” viser gode takter, men aldrig synes at tage skridtet fuldt ud i hendes valg af film. For “One Day” kunne man have ønsket sig en film, der gav sig mere tid til at gå i dybden, og for en gang skyld vil denne anmelder mene, at en længere spilletid formentlig havde gavnet det endelige produkt, idet ekstra tid muligvis ville have givet filmen et tidligere emotionelt boost, der kunne have fanget undertegnede mere følelsesmæssigt. Som filmen er, kan det være svært at engagere sig før de tidligere omtalte sidste 15 minutters tid.

For Scherfigs vedkommende må man blot ønske, at hun bliver ved at gå i nye retninger og prøve forskellige ting. “One Day” rammer ikke for alvor denne seer, men har gode momenter og er som tidligere nævn et bevis på, at såvel Scherfig som det øvrige hold på filmen kan deres grej. Med et stærkere manuskript og samme store ambitioner, skal vi nok se noget endnu bedre fra instruktørens hånd i fremtiden uanset hvilket land, det så bliver skabt i.

Filmen præsenteres i et 2.35:1 1080p VC-1 transfer. Ikke overraskende for genren er filmen utrolig farverig, og det er meget smukt gengivet på udgivelsens præsentation. Farverne er ikke alene lækre, men skarpheden er også stor og detaljeringen ligeså. Benoit Delhomme har skabt nogle enormt stilede billeder, som svælger i solnedgange genspejlet i vandoverflader og generelt romantiske scenarier. Delhomme var også manden bag billedsiden til gyseren “1408”, som ikke tilnærmelsesvist var noget fortællemæssigt mesterværk men bestemt var en god visuel oplevelse. For “One Day”s vedkommende har vi generelt at gøre med en billedside, der dyrker de klare, smukke linjer og ikke giver meget for originalitet. Hvad den dog giver mulighed for er en utrolig flot præsentation, der ikke besidder mange fejl og er et fint eksempel på, hvor lækker en blu-ray præsentation kan være. At årstallene også skifter er naturligvis blot endnu et element, der giver mulighed for visuel udfoldelse, og også det bliver udforsket en smule.

Lydligt præsenterer filmen os ikke overraskende for et DTS-HD Master Audio 5.1 lydspor, der ligesom billedsiden er meget afbalanceret og atter engang kan beskrives med det samme ord, undertegnede brugte om videodelen; nemlig “lækkert”. Musikken er perfekt afpasset i forhold til dialog og reallyd, og hele surroundsporet bruges ret effektivt. Derudover er der ikke meget at gå i dybden med. Mest fordi lydsporet har meget lig dem, der oftest medfølger romantiske komedier og således er super lækre uden at have noget ekstravaganza at kommentere. Det ændrer imidlertid ikke på, at vi er i den høje ende af karakterskalaen, og at lydsiden næsten er ligeså vellykket som billedsiden.

Der er ikke noget ekstramateriale på denne udgivelse.

“One Day” er ingenlunde en dårlig film og med den præsentation, den får her, er jeg sikker på, at den nok skal glæde en masse seere. At den delvist rammer forbi målet for denne seer er ærgerligt men ikke en garanti for, at alle vil have det på samme måde. Har man brug for et lettilgængeligt kærlighedsdrama er denne film muligvis sagen, men kan man nikke genkendende til nogle af ankepunkterne i hovedanmeldelsen, skal man nok springe denne her over.