Hostel 3

Det grundlæggende koncept, der forbinder alle de foreløbigt tre “Hostel” film, er, at der findes en professionel jagtklub, der giver rigmænd mulighed for at betale sig fra at få lov at slå mennesker ihjel. Således er de tre film langt hen ad vejen adskilte fortællinger. I “Hostel: Part III” følger vi Scott (Brian Hallisay) og en gruppe af hans venner, der tager ham på en polterabend i Las Vegas, som han og de ikke snart vil glemme.

De to første “Hostel” film havde sine problemer. For selvom den grundlæggende idé er ret fascinerende, havde særligt den første film i serien meget store problemer med at skabe sympati for sine ret ligegyldige forsamling af karakterer. Problemet lå her særligt på manuskriptsiden og på det faktum, at filmen i undertegnedes øjne manglede stemning, og først i dens afsluttende minutter vandt en smule intensitet. Andet kapitel blev startet op med en af de mest klodsede resumeer i mands minde men vandt derefter en smule respekt fra denne anmelders side, idet den gik tættere på de rigmænd, der var villige til at betale svimlende summer for at få lov at slå menneskedyret ihjel. Særligt viste Roth her reele evner med en montage af selvsamme rigmænd, der på sorthumoristisk vis fremviste, hvor omfattende tilbuddet rakte sig. Der er dog også nogle grundlæggende problemer, der flyder gennem franchisen. For det første er der en vis skabelonsfølelse over filmen. Ikke alene er den første film relativt forudsigelig, men den ligger også en grundform, som ses gentaget i både anden og tredje omgang. Eli Roth er også et problem i denne anmelders optik. For hans slappe evner til at formulere karakterer, var voldsomt skæmmende for de første to film. At filmene endvidere ikke er synderligt uhyggelige er en anden ting. For selvom der er masser af sadisme og ubehageligheder, har vi i højere grad ondt af karaktererne på grund af de ting, de udsættes for, end fordi vi har sympati med dem. Derfor bliver det aldrig rigtig skræmmende, og i de to første film er højdepunktet velsagtens Ruggero Deodatos cameo, som dukker op i anden film.

Instruktøren er i denne omgang den kvalitetsmæssigt noget svingende Scott Spiegel, der i sin tid var så venlig at lade den nu legendariske instruktør Quentin Tarantino overnatte på sin sofa, da denne endnu ikke havde leveret sin første film. Siden da har Tarantino og Spiegel krydset veje nogle gange. Blandt andet stod Scott Spiegel for en direct-to-video fortsættelse af Tarantino og Robert Rodriguez’ “From Dusk Till Dawn”. Tarantino har i øvrigt forsøgt at hjælpe Eli Roth med at få lidt omtale ved at lade sit navn knytte sig til de to første “Hostel” film. Spiegel har som instruktør en forkærlighed for særprægede vinkler, og hvor det tidligere har taget overhånd, er den æstetiske side af “Hostel: Part III” ret vellykket. Filmen har ikke haft noget enormt budget men har stadig et eget udtryk, der særligt skiller den udtryksmæssigt fra de to forrige film, hvilket både kan opfattes som positivt og negativt. Undertegnede hælder nok til at fornyelse er fornuftigt, da en tredje film over nøjagtig samme form ikke ville have været synderligt interessant.

Det er ret befriende, at Eli Roth i denne omgang ikke har haft en finger med i spillet på manuskriptplan. Det resulterer i, at denne films hovedkarakter rent faktisk er en smule sympatisk, og selvom den samme fordummende humor stadig hersker blandt gruppen af venner, er det i det mindste en lettelse at kunne relatere sig bare en smule til en af dem. Filmens vendepunkter (som ikke skal spoiles her), er også ret vellavede og virker opfriskende for den formular, de to forrige film har baseret sig på. Hvor man kan sige, at den første film havde fokus på ofrene, og anden film tog et lidt nærmere kig på rigmændene (og kvinderne), er tredje ombæring ret fint balanceret mellem de to. Der er imidlertid stadig lang vej fra denne film til nogen form for relevans eller pointe, og filmen skal ikke opfattes som særlig meget andet end middelmådig underholdning. De tidligere nævnte vendepunkter fungerer kun noget af vejen, og i filmens allersidste sekvenser falder det hele en smule fra hinanden og efterlader i højere grad tilskueren lignende et spørgsmålstegn end stærkt underholdt.

“Hostel: Part III” viser gode takter i forhold til forgængerne, men smider meget af sin opbygning på gulvet med nogle unødvendigt platte replikker og twists mod slutningen af filmen. De ubehagelige torturscener er ikke blevet specielt meget mere ubehagelige siden den første film, men introduktionen af gambling er et interessant koncept, der dog ikke rigtig udforskes i bund. Tredje ombæring af “Hostel” er i sidste ende ikke anbefalelsesværdig for andet end genrefans og selv da, mener jeg ikke, at denne filmserie er noget must, da den vitterligt er en smule pointeløs og har ret mange unødvendigt uintelligente samt højtråbende karakterer.

Der kræves en del af denne præsentation. I og med filmen er fyldt med mørke sekvenser, er der rig mulighed for at dette transfer kan fejle på både den ene og den anden måde. Fejle gør det dog ikke. Filmen præsenteres i et 1.78:1 1080p AVC transfer. Som nævnt er de mørke sekvenser mange, og det resulterer i, at der er nogle problemer. For selvom billedet har en relativt god skarphed hele vejen igennem, er flere af de mørke sekvenser en smule kornede, og der forekommer også en del støj. Sidstnævnte kunne næsten forekomme bevidst, da det egentlig passer ret fint ind i stemningen, men det er nok ikke tilfældet. Helhedsindtrykket bliver således knapt så imponerende, særligt fordi anden ombæring af “Hostel” var utrolig flot at se på men også havde et budget, der var nogle millioner større end denne direct-to-video udgivelse.

Lydsiden er til gengæld ret imponerende. Detaljeringen stor og brugen af surroundkanalerne er omfattende og øger stemningen. Et godt eksempel er en scene, hvori vores hovedkarakterer leder efter deres forsvundne kammerat og ankommer til en dunkel trailerpark, hvor det auditive landskab i høj grad benyttes til at kommunikere områdets ildevarslende karakter. Sådan er hele filmen. Babyer der skriger og andre foruroligende lyde bringes ud i baghøjttalerne, mens forhøjttalerne med stor klarhed leverer såvel de massive hovetræk, som eksempelvis de smæk, der bliver uddelt, og de små detaljer. Komponist Frederik Wiedmann synes nærmest at have specialiseret sig i horrosoundtracks og leverer også her en ret spændende tilføjelse til filmen i form af et sært og atmosfærisk soundtrack, der giver en del til oplevelsen, og ligesom det øvrige lydspor er fint fordelt i lydsystemet. Filmen DTS-HD Master Audio 5.1 lydspor er med andre ord meget vellykket og væsentlig bedre præsenteret end billedsiden.

Skal man spises af med blot et enkelt punkt under ekstramateriale, vil undertegnede til enhver tid foretrække et kommentarspor, og det er præcis, hvad vi får her. Instruktør Scott Spiegel og skuespiller Kip Pardue (som spiller Carter McMullen i filmen) har indtalt et kommentarspor, som er mildt informativt men ikke altid lige interessant. De to herrer er imidlertid godt selskab (hvilket altid gavner underholdningsværdien), og alt i alt vil det formentlig glæde fans af serien.

Jeg er hård ved “Hostel: Part III”. Filmen ødelægger så meget sent i sit forløb og på en så ærgerlig måde, at det er umuligt ikke at blive skuffet. Ingen af de tre “Hostel” film er særligt seværdige for historie, karakterer eller uhygge. Er man imidlertid blot på jagt efter lidt underholdende ubehageligheder, er hverken de to foregående, eller denne tredje “Hostel” noget dårligt sted at søge hen, såfremt man ved, hvad man får og ikke håber på en frygtelig masse mere. Anbefalelsesværdig bliver filmene aldrig for alvor i min bog. Når den overordnede karakter lander, hvor den gør, er det i højere grad på grund af filmens tekniske styrker (hovedsageligt lydsiden) end filmen selv, hvis karakter taler for sig selv.