Quadrophenia

Jimmy (Phil Daniels) er en ung mand i et midt 60ernes London der er i opbrud. Den musikalske scene bevæger sig langsomt i en mere ekstrem retning. Alt imens dette finder sted, er de unge, der lytter til musikken i færd med at danne deres identiteter midt i et samfundsmæssigt rod, som langt overstiger deres i forvejen mangelfulde fornemmelse for konsekvenser.

En yngre mere uerfaren filmseer, i form af undertegnede for nogle år siden, plejede at hade denne type film af et godt hjerte. Tilstået er denne anmelder stadig forfalden til de mere stiliserede sager, men over tid er realisme også blevet mindre af et privat tabu hos undertegnede. Således er “Quadrophenia” ingenlunde nogen dårlig oplevelse, men tværtimod en interessant fortælling om en gruppe unges sære deroute i en tid, der fremstilles næsten ligeså rodet som hovedkarakterernes sind. Filmen er baseret på The Whos rockopera også kaldet “Quadrophenia”, og det er derfor ikke overraskende, at musik spiller en kæmpe rolle i historien. På mange måder kan de unge centrale karakterers rejse opfattes som delvist værende en fortælling om punkens ungdom. Således er det ikke overraskende, at en af filmens helt store temaer er oprør. Hovedkaraktererne er i konstante opgør med både autoriteter i form af forældre og politiet men også mod den etablerede status quo. Hovedkarakteren Jimmy udtrykker flere gange utvetydige tanker om ikke at være som de andre. Undervejs resulterer Jimmys sjælesøgen i nogle ekstreme og stedvist ugennemtænkte beslutninger. Det betyder blandt andet, at hovedkarakteren bliver involveret i både stoffer og nogle uheldige forelskelser.

Filmen er skabt i 1979 og har således mulighed for at have en smule overblik over den situation, der portrætteres. Det er formentlig også årsagen til, at filmens portræt af de optøjer, der undervejs portrætteres er så præcise og sættes fint i perspektiv grundet den gennemarbejdede opbygning, og at filmen ikke svælger i hverken den ene eller anden sides fejlbarligheder. I stedet angriber den sagen fra et stærkt personligt punkt, hvilket giver den et nærvær, som gør scenerne omkring oprøret til en stærkere oplevelse. Generelt virker filmen til at være sammensat med stor ærlighed og et meget reelt ønske om at portrættere en periode. Således er musikken som tidligere nævnt central men tager heller ikke over. Filmen er med andre ord mere socialrealisme end rockopera. I stedet for at tage fokus bakker musikken succesfuldt op om fortællingen og tager kun i korte sekvenser over for reallyden. At der er relativt langt i mellem disse momenter, gør dem blot mere effektive. Hvad der også er stærkt virkningsfuldt er det vendepunkt, oprøret repræsenterer, og den intensivering i oprøret, der forekommer efter dette punkt.

I samme åndedræt er det værd at nævne skuespillerne. Anført af Phil Daniels er “Quadrophenia” en af de film, der præsenterer sin tilskuer for en enorm mængde af fremragende, men underspillede præstationer, som undertegnede meget hurtigt holder op med at tænke på som præstationer. Situationerne fremstår virkelige, fordi karaktererne gør det, og særligt den anførende karakter og hans tiltagende distancering fra sin omverden er fuldstændig bærende for filmen. Ikke alene er karakteren enormt sympatisk sin irrationalitet til trods. Han er også ekstremt tragisk. Ofrene, han foretager for at stå fast på nogle holdninger, der synes at komme fra et meget ærligt og følelsesladet sted, er ikke små, og det gør ham i sidste ende enormt mindeværdig. På birollefronten er det svært at udpege enkelte præstationer, idet denne anmelders oplevelse i høj grad er, at hele castet fungerer som del af det miljø og den tone, filmen skaber. Leslie Ash, der har rollen som Steph, kan dog nævnes som værende væsentlig i og med at tilskueren har nemt ved at se, hvorfor Jimmy fascineres af hende. Ikke alene er hun smuk, men hun har også en enorm karisma og ben i næsen. Alt sammen rammes det spot on af Ash' spil i samarbejde med nogle stærkt formulerede replikker.

Til trods for at filmen fortæller en historie, der tager sted i 1965 og er lavet i ‘79, har den alligevel fortsat stor relevans. Den taler til vores indre rebel, og drømmen om at være unik og gøre en forskel er ikke just forsvundet i de mellemliggende år - snarere tværtimod. Dertil kan tilføjes at filmen har både gråtung tragik og sort oprør. Her er masser at komme efter for alle og enhver, som ikke lader sig skræmme væk af den socialrealistiske overflade.

“Quadrophenia” er på mange måder en grim film. Ikke fordi Brian Tufanos billeder er dårligt udført, omend stilen er lidt stiv, men mere på grund af omgivelserne, som i bedste socialrealistiske stil er præsenteret i en meget grå tone. Midt 60ernes London er præsenteret uden forfalsket charme og er stedvist direkte utiltalende. Alt dette er væsentligt at fremhæve, fordi det på mange måder afspejles i præsentationen. Filmen præsenteres i et 1.85:1 1080p AVC transfer, der bærer præg af de mere end 30 år, der er gået siden filmen først så dagens lys. Skarpheden er voldsomt svingende, og der forekommer både grums og støv. Nu er farveskemaet ikke bogstavelig talt gråt, men farverne fremstår meget nedtonede, hvilket sandsynligvis skyldes belysningen under optagelserne. Med andre ord leverer præsentationen på dén front, hvad den kan i forhold til råmaterialet, hvilket generelt nok kan siges om udgivelsens visuelle side. Til trods for den grumsede kvalitet og de mange småfejl har mange af tingene formentlig rod i materialets alder. Dog er bedre behandlinger af ældre materiale set, og det betyder, at karakteren ikke lander så højt på trods af, at oplevelsen ingenlunde skæmmes af transferet.

Musik spiller en kæmpe rolle i filmen. 60ernes pop- og rockmusik får herligt meget plads og kan, når den ikke decideret spilles på lydsporet, ofte høres i baggrunden eller filtres på andre måder ind. Noget af det mest interessante ved perioden, som den præsenteres i denne film, er, hvor væsentlig de medvirkendes musikalske stillingtagen er. Musikken repræsenterer mere end noget, de unge lytter til . Den afspejler dem som mennesker. Den auditive side er ekstremt vigtig for filmen. Der er flere muligheder, når det kommer til at lytte til det engelske lydspor. Der er både et DTS-HD Master Audio 5.1 lydspor og det originale stereospor. Det er naturligvis surroundsporet, jeg har lyttet til, men der er ingen tvivl om, at det originale stereospor er fuldt ud tilstrækkeligt. Surroundsporet er meget fattigt, og virker ikke synderligt gennemarbejdet, idet det fortsat er ekstremt frontorienteret og ikke engang for alvor får bragt dialogen klart frem. Forstå mig ret, fra stereo- til surroundsporet er der utvivlsomt en forbedring omkring dialogen, men når den står alene og ikke er mere eftertrykkelig, resulterer det i et spor, der føles en smule overflødigt. Det er min største anke, da filmen som sådan ikke har brug for en masse baggrundsaktivitet, og med andre ord fint kunne have klaret sig med det originale stereospor alene. Surroundsporet er i mellemtiden, hvad der tildeles en karakter, og den kan desværre ikke blive meget højere.

Ekstramaterialet åbnes med et kommentarspor indeholdende instruktør Franc Roddam og skuespiller Phil Daniels. Leslie Ash er også listet som medvirkende på sporet, men det lader ikke til at være tilfældet, med mindre jeg virkelig har overhørt noget. De to herrer som ér til stede på sporet er tværtimod relativt informative. Inkluderet er også featuretten “A Way of Life: The Making of Quadrophenia”. Her serveres ikke mindre end en times spændende snak om baggrunden for filmen, som er meget spændende, idet både The Who’s musik og filmens temaer udforskes. Her er det for alvor kvaliteten og ikke nødvendigvis mængden, det handler om, og kvaliteten er i top.

Jeg blev voldsomt overrasket af “Quadrophenia”. Filmens bramfri tilgang til så relativt store emner som teenageangst, identitetsdannelse og sex er med til at gøre den til en af de mest effektive ungdomsfilm, jeg nogensinde har set. Vi har alle sammen mulighed for at vælge, hvem vi vil være hver eneste dag, men grundstenen lægges i høj grad i teenageårene. Når det i de år går så galt, som det gør for Jimmy i “Quadrophenia”, er det noget grundlæggende, der slås i stykker.