Super 8 udspiller sig i slutningen af 70’erne, hvor Abrams selv var teenager, og sætter i første omgang fokus på en gruppe teenagere som bruger al deres sommerferie på at lave amatørfilmen ”The Case” som har zombier som omdrejningspunkt. Gruppen styres af den småbuttede Charles som har store instruktør drømme. Selve filmens hovedperson er dog gruppens make-up og effektmager Joe som kort for inden har mistet sin mor og nu lever sammen med sin far der efter tabet af sin kone bruger mere tid på sit arbejde som betjent end på sin søn. En aften da gruppen er ved at optage på den lokale togstation sker der et uheld med et forbipasserende militærtog og noget der var låst inde i en stålvogn slipper løs og filmen kan nu efter en introduktion af diverse karakterer for alvor begynde.
Militæret er der inden for kort tid og fra da af bliver alt anderledes i den lille by Lillian. Drengene siger intet om hvad de har oplevet og militæret fortæller selvfølgelig ikke de lokale myndigheder hvad der reelt er sket, men siger at der intet farligt var på toget. Pludselig begynder byens husdyr at forsvinde og dukke op i de tilstødende byen og forskellige elektriske komponenter forsvinder fra byen. Joes far stille flere og flere spørgsmål til militæret, men bliver konstant afspist med at der intet alvorligt er i vejen. Langsomt bliver selv byens politi dog opmærksomme på at der er noget alvorligt i vejen og begynder at overvåge militærets radio kommunikation.
Det endelige opgør skal selvfølgelig stå mellem det undslippende rumvæsen samt filmungerne og militæret. Selv om mange kender udfaldet skal jeg nok lade være med at afslører det her, men blot henlede opmærksomheden på tidligere nævnte inspirationskilder til ”Super 8”. Slutningen bliver dog lidt for amerikansk og sukkersød og problemet er at filmens to sideløbende handlinger med rumvæsenet i den ene og filmungerne i den anden ikke kulminerer i det forventede klimaks med en samlet afslutning, men kører videre hver for sig efter det uundgåelige møde mellem disse to.
Bevares historien leveres med diverse klicheer, der er smurt et tykt lag sukkersødt stads på toppen og fra tid til anden er der plothuller, men hvad er det også egentlig man skal forvente af en film som ”Super 8” som har Spielbergs klassikere som inspirationskilder? Man skal forvente en eventyrlig oplevelse leveret i et sci-fi univers hvor alt kan lade sig gøre og hvor teenagerne selvfølgelig ender med at blive heltene. Som det var tilfældet med Cloverfield vælger Abrams ikke at afslører for meget af rumvæsenet før hen imod filmens slutning og det bidrager positivt til mystikken og forventningen der oparbejdes til det endelige møde. Samtlige børn der medvirker i filmen gør det imponerende godt hvor Ryan Lee som den eksplosions og ildpåsættende Cary især bør fremhæves for hans humoristiske indslag.
Super 8 er og bliver popcorns underholdning og til det formål lever den fuldt ud op til forventningerne. Jeg betvivler at den med tiden bliver set som en klassiker ligesom dens inspirationskilder, men mindre kan også gøre det. Super 8 er en af de bedre sci-fi film i lang tid.




