Bange anelser
Det er ikke den bedste måde at indlede en anmeldelse på, men jeg har aldrig brudt mig synderligt meget om de fem originale film fra Abernes Planet serien. I mine øjne er de intet andet end teatralske banaliteter, der ganske ufortjent har opnået klassiker status, og Tim Burtons fejlslagne reboot fra 2001 var ikke ligefrem med til at ændre mit syn på franchisen. På trods af min overvejende skepsis overfor hele konceptet, så blev jeg alligevel nysgerrig, da jeg for første gang så traileren til ''Abernes Planet: Oprindelsen''. De tåbelige kostumer er nu skiftet ud med topmoderne CGI, og det tungnemme plot var nu skiftet ud med en mere sofistikeret og emotionel dimension. Filmen involvere ganske vist stadigvæk stereotypiske videnskabsmænd og talende aber, men instruktøren Rupert Wyatt får det hele til at føles langt mere plausibelt end det hidtil har været tilfældet.
WETA & Serkis
''Abernes Planet: Oprindelsen'' er først og fremmest en karakterdrevet film. Det er der for så vidt intet udsædvanligt i, men det der gør filmen så unik, er dens fabelagtige evne til at puste liv i den kunstige CGI, således at de computerskabte animationer fremstår som levende og følende væsner. WETA, firmaet bag de fantastiske ''Avatar'' effekter, har brugt enorme ressourcer på at gøre Cæsar så realistisk som overhovedet muligt, og det hårde arbejde har i den grad givet pote. Ingen af disse smarte effekter kan dog erstatte mennesket bag Cæsars sjælfulde øjne. Andy Serkis (Ringenes Herre, King Kong) er filmens absolutte højdepunkt. Serkis bevæger sig nøjagtigt som de bananglade primater, og man glemmer hurtigt, at man er vidne til en CGI animation og ikke en rigtig karakter. Hans øjne er fyldt med emotioner, og de bittesmå ansigtsudtryk gør det nemt for publikum at forholde sig til Cæsars følelse af svigt og oprør. Der er ganske vist øjeblikke hvor animationen falder en anelse til jorden, særligt nogle af de påklistrede action sekvenser, rammer ikke samme høje niveau som de mere fredsommelige dramaøjeblikke. Men på trods af enkelte udfald, så efterlod filmen mig dybt fascineret af filmens tekniske bedrifter. Normalt ville jeg ikke bruge så megen tid på at udpensle CGI effekter, da jeg under normale omstændigheder ikke tillægger CGI effekter nogle væsentlig betydning for min vurdering af filmen. Men efter som at hovedpersonen i denne film spilles af en 100 % CGI skabt karakter, så er det klart, at effekternes kvalitet er af essentiel betydning for filmens troværdighed.
Letkøbte tegnefilmsbanditter
Eftersom at filmens computer skabte hovedperson fungere så godt, så er det ærgerligt, at Cæsars menneskelige modparter reduceres til stereotypiske klaphatte, der aldrig træder ud fra den klassiske skurk skabelon. David Oyelowo er kedelige i rollen som medicinalfirmaets skruppelløse chef Steven, og dyrepassernes foragtelige behandling af Cæsar og hans artsfæller, er uhyre endimensionel og karikeret. Skurkene er nemme at hade, hvilket der grundlæggende set ikke er noget i galt med. Men sammenlignet med Cæsars brede følelsesregister og nuanceret karakter, så kan det ikke undgås, at de kommer til at fremstå som letkøbte tegnefilmsbanditter. James Franco er ikke ligeså endimensionel i rollen som Cæsars plejefar Will, som de øvrige skuespillere, hvilket især skyldes hans beskyttende forhold til hans sygdomsramte far. Men som filmen skrider frem glider Will sammen med resten af de menneskelige historier i baggrunden. Dette er muligvis et bevidst valg fra instruktørens side, for at sørge for, at vores sympati ligger Cæsar og ikke Will. Men det kunne nu have været rart, hvis man havde valgt at fokusere på at skabe et mere komplekst persongalleri, da dette ville have gjort Cæsars forvandling fra godmodig chimpanse til frihedskæmper langt mere interessant og vedkommende.
Underholdende skildring af det magtarrogante menneske
''Abernes Planet: Oprindelsen'' er ikke perfekt, men på trods af enkelte ridser i CGI lakken, og et par buler i persongalleriet, så er det svært ikke at lade sig underholde. Dette er ikke fordummende Blockbuster eller ligegyldigt CGI hurlumhej. Nooo! Filmen er en eftertænksom skildring af det magtarrogante menneske, og det er befriende at se, at filmens drama aspekt ikke tilsidesættes til fordel for unødvendig popcorns action. Historien ender åbent, og en efterfølger syntes nærmest uundgåelige, og jeg er personlig meget spændt på at se hvad abe revolutionen har at byde på næste gang. Bring it on monkeys!




Virkelig god film :D